Stavtrup år 1900 - del 2

Erindringer fra det gamle Stavtrup (del 2)

Fortalt af Søren Peder Madsen Loft, født 1898.

 

... Kartofler, flæsk og kød fik vi også, men det var ikke altid med den største appetit, man satte sig til bords, især ikke, når der lige havde været slagtedag, for det med at slagte har altid for mig været en modbydelig sag. Jeg søgte altid at flygte, når slagtningen forestod. Dette lykkedes ikke altid, og jeg husker med gru, hvordan de slagtede et får, hev pelsen af, og så skar de gudhjælpemig hovedet af og smed det i gryden med skind og øjne og det hele. Når det var kogt, blev skindet dog taget af, og de sørgelige rester serveret for os, uha uha! Alt blev brugt, for de var lidt nærige, men karlen, min plageånd, lærte mig en fidus: Til aftensmaden smurte konen nemlig altid et vist antal rugbrødsmadder til os, og når de var sat til livs, spurgte hun om vi kunne spise mere. Her havde karlen så lært mig, at vi bare skulle sige ja tak; så ville hendes øjne blive store, at de næsten faldt ud af hovedet på hende. Det passede hende absolut ikke, at hun skulle op i spisekammeret og smøre mere. Min madmor var ikke ond, men hun var meget påholdende og kunne derfor måske nok virke lidt afvisende.

Derimod var hendes svigermor, som de havde boende på aftægt, den elskeligste kone, som forstod mig, og for hvem jeg kunne være gået gennem ild og vand. Det skete flere gange, når jeg stod bag huset og huggede brænde, at hun kom om og stak mig en godbid, som hun havde gemt under sit uundværlige forklæde. Jeg glemmer hende aldrig, og da hun døde, var det næsten som at miste sin egen mor. Det blev en meget stor begravelse, hun var jo gårdmandskone, og alle Stavtrups gårdmænd mødte op. Tyendet kunne der slet ikke være tale om skulle med. Hun blev begravet på Kolt Kirkegård – det blev alle, andet var utænkeligt.

Efter at have tjent på gården i to år fik jeg en ny plads, denne gang på en gård i nærheden af Hørslev. Gårdmanden var vældig flink, og jeg blev sendt til en grundtvigiansk friskole, for der var nemlig ikke andre. De manglede vist også elever, for der var kun tre piger og fire drenge i klassen.

Den første dag blev jeg vist ind i klasselokalet, hilste på mine nye skolekammerater og skulle starte dagen med morgensang, ligesom man gjorde alle andre steder, troede jeg; men her rejste man sig skam og sang den stående, hvilket jeg naturligvis også gjorde.

Da vi var færdige, gik læreren op til katederet, trak en skuffe ud og halede en hasselkæp frem og gik ned til mig, halede mig inde over bordet og gennemtævede mig på kryds og tværs. Da afstraffelsen var overstået, sagde han, at nu kunne jeg måske lære at opføre mig ordentligt – jeg forstod ingenting og var selvfølgelig meget ulykkelig.

Næste dag nægtede jeg pure at gå i skole, og da min husbond gik mig nærmere på klingen, fortalte jeg ham om den uretfærdige afstraffelse. Han tog mig omgående med i skolen, hvor han gik i enrum med læreren, og dér blev han resten af formiddagen. På hjemvejen kunne han fortælle mig, at nu kunne jeg roligt gå i skole for fremtiden, jeg skulle nok få fred. Det kom også til at passe, men nogen begrundelse eller undskyldning for afstraffelsen har jeg aldrig fået.

 

Bispegården

Efter gamle beretninger har gården hørt under Øm Kloster, men senere overdraget Århus Stift, årstal kan ikke oplyses. Jeg bliver derefter nødt til at komme tilbage til 1875, da blev der bygget et nyt stuehus. Hvem ejeren var dengang, er ukendt.

Alt det egetømmer, som blev brugt til det nye stuehus, blev skovet i det areal, der ligger øst for Tamstrup. I virkeligheden en del af klokkeskoven. Omkring 1905 ejedes gården af en mand, der hed Kyster. Han var vistnok i familie med kolonialfirmaet af samme navn. Virksomheden lå i Århus. Kyster havde gården indtil 1916, da var krigen jo i fuld gang. De næste to år blev den handlet flere gange, indtil Århus Kommune købte den i 1918. I første omgang var det meningen, at gården skulle drives dels som landbrug, dels som frilandsgartneri.

Mandskabet fik de fra Arbejdsanstalten i Vester Allé i Århus. Det varede dog kun et par år, så gik det ikke længere. Senere gik man over til svinehold i den helt store stil. Størstedelen af føden til disse dyr var køkkenaffald fra alle de offentlige institutioner i Århus. Affaldet blev kogt på gården, og afhentningen foregik med hestevogn. Den barak, som er bygget til stuehuset, er en gammel epidemibarak, som stod i haven på Århus Kommunehospital. Den blev brugt i den periode, hvor den spanske syge huserede. Udflyttet til gården 1922.

Gården var også blevet brugt som feriekoloni, og under 2. verdenskrig blev alle fra anstalten i Vester Allé flyttet herud. Tyskerne havde nemlig beslaglagt hele arbejdsanstalten. Borgmester Unmarck Larsen, Aarhus, tilbragte det meste af 2. verdenskrig her.

 

Baadstedgaard

Gårdens historie er så gammel, at den forsvinder ud i det uvisse. Efter gamle skrifter skulle det fremgå, at gården med voldene skulle være et led i en ring af volde fra Marselisborg over Kongsgården i Viby til Baadstedgaard. Hvor holdbare disse beretninger er, må stå hen i det uvisse.

Voldenes tilstedeværelse er dog sikker nok. Der er kun rester af disse mod syd og øst, resten er væk, og har ikke været der de sidste 80-100 år. I min barndom var gården gl. bindingsværk. I dag er der ikke meget, der minder om gammel byggestil.

 

Jarlsminde

Når jeg skal give en beskrivelse af Jarlsminde, bliver jeg nødt til at gå tilbage til omkring 1830. På det tidspunkt ejedes gården af komtesse Jarl, som omkring ovennævnte år måtte lade gården gå på tvangsauktion. En tvangsauktion dengang foregik altid på ejendommen, hvor de personer, der havde lyst til at byde på den og få hammerslag, mødte op.

Tilbuddene gik meget livligt i begyndelsen, men efterhånden blev der længere og længere mellem eventuelle interesserede købere, indtil buddene endelig gik helt i stå. Pludselig gav en stemme bagerst i forsamlingen imidlertid et sidste og afgørende bud. Prisen mindes jeg ikke at have hørt. Den mand, som fik håndslag, blev i folkemunde kaldt Pjaltkræmmeren. Fuldmægtigen udbad sig hans navn og adresse samt meddelte ham betingelserne for overtagelse. Som ved alle handler, skulle der en udbetaling til samt kautionister for resten. Efter denne meddelelse trådte Pjaltkræmmeren, hans navn var Filt, frem og trak sin tegnebog op og betalte, hvad der skyldtes på gården. Hans øvrige familieforhold ukendt.

Denne slægt kom til at præge Jarlsminde gennem tre slægtsled. Anton og Rasmus Filt, far, søn og sønnesøn. Efter at tredje slægtsled havde overtaget gården, begyndte det at gå tilbage. Sønnesønnen Rasmus var kommet i dårligt selskab. Værten på Constancia og fisker Georg, som boede på Mondrupsvej 12, blankede ham af til skindet i kortspil og druk. Han måtte til sidst hænge nøglen og gå. Det var omkring 1905.

Den næste ejer var vistnok Fåre Mikael. Han var handelsmand og ugift. Foruden at handle passede han selv marken. Han var den første, som fik selvbinder. Jeg glemte at fortælle, at medens andet slægtsled havde gården, blev der fremstillet både smør og ost ved håndkraft. Senere med hestegang til hjælp. Derfor kaldes udhuset, som endnu står tilbage, mejeriet.

I april 1979 blev alle bygningerne revet ned til fordel for udstykningen af flere hundrede enfamiliehuse på jorden. Det meste af udhusene var bygget af ler og halm og murene ca. 75 cm tykke. Længere mod syd var den egentlige indkørsel til gården – den nuværende blev lavet i 1918. Stuehuset var også lavet af ler. Senere blev der muret en halv sten udenom. Der var mange forskellige ejere i tiden 1905-1918.

I 1928 kom så løjtnant Mikkelsen og frk. Tondal til. Han havde tidligere ejet Bjørnkær på Djursland. Efter Mikkelsens overtagelse af gården fik den en hårdt tiltrængt reparation af både udhuse og beboelse. Desuden købte han en del jord på begge sider af Jarlsmindevej. Al denne jord havde tilhørt Overgaard sammen med Klokkeskoven. Den nordlige del af skoven tilhørte Peder Gaardmands gård i Stavtrup, men ved Overgaards køb af gården kom Klokkeskoven under Overgaard. Mikkelsen flyttede også hovedindkørslen i forbindelse med jordkøbet. Men vejretten til engene gælder stadig for de engarealer, som stadig er i privat eje. Ved den nye indkørsel lå der lige nord for vejen et lille husmandssted på et par tønder land med jord på begge sider af Jarlsmindevej. Her boede i mange år Bette Søren og Klodsmine. De måtte jo også ernære sig ved arbejde på Jarlsminde. Denne ejendom købte Mikkelsen også. Den blev brugt til fodermesterhus og brændte i 1951. I 1941 måtte Mikkelsen bukke under for de dårlige tider, og gården gik på tvangsauktion. Selv Moratorieloven kunne ikke hjælpe ham gennem de svære tider.

Den næste ejer blev en tømrermester Petersen fra Århus, som på en meget ufin måde kom ind som ejer. Han var nemlig i bestyrelsen for den bank, som Mikkelsen lånte penge i, og da han ikke kunne klare den længere, havde omtalte tømrermester jo forhåndskendskab til Mikkelsens økonomiske forhold og benyttede sig deraf. I dag er kun stuehus og mejeribygning tilbage. Jeg kunne skrive en hel bog om Jarlsminde, men er nødt til at stoppe her og gå videre.

 

Foto: Lånt hos Ormslev Kolt Lokalarkiv.