Stavtrup år 1900 - del 1

Stavtrupportalen er i den heldige situation at have fået tilladelse til at publicere Søren Peder Madsen Lofts (født 1898) erindringer. Tilladelsen er givet af hans søn, John Loft, som bor på Mondrupsvej i Stavtrup. En stor tak til John!

 

Erindringerne er lavet via båndoptagelser af Anna Blichfeldt (i dag 85 år og tidligere lærer på Højvangskolen) i tidsrummet 5.10.1979- 30.3.1981. Anna Blichfeldt mødtes med Søren Peder 11 gange og kørte rundt i Stavtrup og besigtigede de steder, der refereres til i erindringerne.

 

Anna Blichfeldt.

 

Søren Peder Madsen Loft har selv nedskrevet 40 A4-ark med erindringer. Søren Peder Madsen Loft døde 25.4.1981.

 

___________________________________________

 

Erindringer fra det gamle Stavtrup (del 1)

Fortalt af Søren Peder Madsen Loft, født 1898.

 

Mit barndomshjem fra 1902-35 lå på Klokkevej i Stavtrup. Til ejendommen hørte ved tilkøb ca. 4 tdr. land ager og skov. Min far var tømrer og ligsynsmand til sin død i 1935, hvorefter huset blev solgt. I de mange år han arbejdede, var det småt med arbejde, og fortjenesten var lille. Min far havde den fordel ved det makabre arbejde som ligsynsmand, at han også havde chancen for at lave kisten til den døde. Den skulle være sort med en hel masse papfigurer, engle og det Det Sidste Farvel m.m. Vi var 10 børn hjemme, så der var ikke meget at rutte med. Derfor måtte min mor også hjælpe med at passe marken og de to køer, en gris, høns og have. Hun måtte i mange år stå på torvet i Århus for at sælge, hvad vi avlede i haven. Desuden gik hun ud som kogekone.

 

Jeg begyndte min skolegang i 1905, og den 1. april 1907 var vi tre børn, der måtte sige farvel til barndomshjemmet og tage ud at tjene. Det var et svært øjeblik, også for min mor. Jeg husker endnu, hvordan hun stod og græd i døren, mens vi tre børn traskede ud ad vejen med hver vores lille bylt under armen. Hun vidste godt, hvad der ventede os. Det var nu ikke fordi, vi skulle ud på en længere rejse, for tjenesten foregik som regel på gårdene i omegnen, hvor vi var en ren guldgrube for gårdejerne, for vi skulle gøre alt muligt til næsten ingen betaling. Den gård, jeg skulle starte på, hedder i dag Løvgård. Den ligger omme bag Konstantinsborg skov, når man kommer af Råhøjvej.

Det var en voldsom forandring at begynde i tjenesten, for i de foregående fem måneder hjemme havde vi rigtig fået lov til at være børn med leg og hygge. Nu skulle jeg bo på en gammel, faldefærdig bindingsværksgård, hvor karlekammeret sædvanen tro lå i forbindelse med hestestalden, og for at komme derind skulle man forcere en stor fordybning i gulvet fyldt med gylle og andre uhumskheder fra de tre heste. Heldigvis var der nogle brosten, der ragede op, som vi kunne bruge som vadesten. Kammeret kunne man nærmest sammenligne med en svinesti, og det var domineret af en ”seng”, som vel nærmest var en trækasse, der var fyldt op med halm, rughalm og det var mit indtryk, at det halm, der lå der, da jeg ankom, måtte have ligget der i mindst 100 år. Det viste sig senere, at hver gang der kom en ny beboer, blev der bare lagt et nyt lag halm ovenpå, og sådan blev man ved år efter år. Efterhånden smuldrede det gamle halm og blev tilholdssted for mus, rotter og andre hyggelige dyr, som om natten forstyrrede søvnen ved at løbe hen over hovedet på én. Ud over disse væsener skulle jeg dele seng med gårdens karl, en stor kleppert, der senere viste sig at være en rigtig laban over for mig.

 

Hans ligegyldighed over for mig viste sig bl.a., når han spillede kort om aftenen med andre karle. Da der ikke fandtes et egnet bord, brugte de en stor plade, som de lagde oven på sengen, og så kunne jeg naturligvis ikke komme til ro, men måtte sidde på en trækasse og vente indtil de sluttede mange gange først ved 2-3-tiden. Det var ikke sjovt, for vi skulle op igen kl. halv fem – hed det sig – men det var nu kun mig – for når vi blev vækket, sparkede han bare til mig, og så måtte jeg vakle ud af halmen og starte dagen med at fodre hestene. Om sommeren skulle jeg derefter løbe ned på en eng bag Jarlsminde, hvor nogle kreaturer gik og græssede. De var ikke indhegnede, men tøjrede og skulle flyttes to gange om dagen. Når det var gjort, løb jeg tilbage til gården, spiste morgenmad og var klar til at møde i skole kl. syv. Skolen lå, hvor der nu er en campingplads, og det var der ofte svært at holde sig vågen, når man kun havde sovet en to-tre timer – nå, heldigvis spillede de ikke kort hver aften … og jeg gik kun i skole to gange om ugen fra kl. syv til tolv. Undervisningen bestod af de mest elementære fag plus om sommeren lidt primitiv gymnastik, som foregik på grusbanen foran skolebygningen. Læreren hed Asmussen, vistnok med fornavnet Lorenz. Han og hans kone stammede fra den del af Sønderjylland, som dengang endnu var under tysk herredømme. Han døde omkring 1925 og ligger begravet på Kolt kirkegård.

 

En stor del af arbejdet på gården var skovning. I den nærliggende skov skulle der skoves så meget træ allerede fra april måned, at der var brænde nok til hele vinteren. – Under skovningsarbejdet kom jeg til udkanten af skoven, og herfra kunne jeg se ned til mit barndomshjem. Røgen fra skorstenen steg stille og roligt til vejrs, og alt åndede ro og fred.

Dette idylliske billede fyldte mig med en heftig længsel efter hjemmet, en længsel, som enhver, der som barn har haft lidt hjemve, nemt kunne forstå.

 

Alt skovarbejdet foregik selvfølgelig med håndkraft. Jeg stod dag ud og  dag ind og savede og savede, men selve kløvningen af stammerne, der sommetider kunne være op til en meter i diameter, måtte jeg overlade til karlen, men så blev jeg sat til at hugge alt kvaset op i stykker, så det kunne bruges til komfuret. Det var et kæmpe arbejde for sådan en bitte knægt – men der ventede en langt ubehageligere opgave forude:

Gården grænsede op til Konstantinsborgs jord og var adskilt herfra med en ca. én kilometer lang kampestensmur, hvorpå der groede masser af hyld, tjørn, slåen og lignende, og det skulle jo også holdes i ave. De afryddede buske og grene havde en vis brændværdi, og når de blev samlet i små bundter omviklet med halmbånd, kunne man let tage dem med en fork og smide ind i bageovnen uden at tænke videre over, hvor mange blødende rifter og sår især de genstridige tjørnegrene havde forvoldt på det meste af en lille drengekrop.

Der var nok tre-fire måneder i mellem, at ovnen var i sving, men så blev der også bagt alverden i den, lige fra småkager til sigtebrød, der nærmest var kugleformede med en diameter på 20-25 centimeter. Alle disse brød kunne man jo ikke have liggende og mugne eller rådne op, så de blev slæbt op på loftet over stuehuset, hvor der altid var en dynge korn liggende. Heri blev brødene begravet og kunne så hentes frem efter behov lige så friske, som da de kom ud af ovnen. Musene åd dem ikke, for de ville nemlig blive kvalt hvis de spiste af dem.

Vi bryggede også selv øl, hvortil der jo skal bruges en del vand. Vi havde en udmærket kampestensbrønd på gårdspladsen, og vandet fra denne brønd drak jeg med stort velbehag uden at tænke over, at den lå lige ved siden af møddingen – dér lå brøndene jo altid. Jeg troede meget naturligt, at vi skulle bruge vandet herfra til ølbrygningen, men det måtte vi absolut ikke, derimod skulle vi hente vandet i en nedlagt mergelgrav, der lå en 300 meter fra gården. Vandet her var stillestående og fyldt med rådne plantedele og andre uhumskheder, lugtede grimt og var brunt som kaffe. Hvordan ølbrygningen foregik, kan jeg ikke huske i enkeltheder, men resultatet mindes jeg med gru – det smagte forfærdeligt og så blev det serveret året rundt.

Arbejdet på markerne skete stadig pr. håndkraft. Når der skulle sås korn, fik man en sæk over skulderen fyldt med såsæd, og så strøede man en håndfuld ud for hvert skridt, man tog. Bagefter blev marken kørt igennem med en spidsharve, så kornet blev dækket af jord.

Såning af roer var et meget hårdt arbejde. Til det brugte vi en meget mærkelig maskine, som bonden, jeg tjente hos, vistnok havde købt på Konstantinsborg. Den var lavet udelukkende af træ og var så tung at arbejde med, at jeg blev spændt for som en slags hest og skulle trække og samtidig nøje følge de afmærkninger, der var foretaget. I starten forvoldte dette mig en del kvaler, og karlen blev så tosset, at da vi nåede ned til skellet ved Konstantinsborg og ingen kunne se os, reddede jeg mig flere gange nogle solide øretæver. Når der senere skulle luges mellem roerne, gentog scenen sig dog med en anden maskine og rigtig hest forspændt. Jeg blev sat til at gå med foran og styre hesten, og trak den lidt til siden, var den gal igen med flere øretæver i luften. På gården var der foruden karlen og mig en pige, og hun havde bestemt også nok at se til, hun skulle være med til det hele: Hun skulle være inde, hun skulle vaske op, gøre rent, gå i marken, tynde roer, binde korn op, stakke hø og ikke mindst malke, det skulle hun gøre tre gange om dagen, sidste gang kl. halv ti om aftenen. Madlavningen stod konen i huset for, og det blev der ikke gjort så meget ud af. Selvom vi i det daglige var omgivet af grøntsager, levede vi mest af søbemad. Grøden blev serveret i et stort fad, hvor der i midten var en stor klump margarine til fælles afbenyttelse, mens der i den side, hvor husets herre sad, var et mindre hul med en smørklat. Smørret var forbeholdt ham, da han var noget skrøbelig og ikke kunne tåle margarine …!

 

Læs også "Stavtrup år 1900 - del 2" under fanebladet "Stavtrups historie".