Stavtrup år 1900 - del 3

Stavtrupportalen er i den heldige situation at have fået tilladelse til at publicere Søren Peder Madsen Lofts erindringer. Tilladelsen er givet af hans søn, John Loft, som bor på Mondrupsvej i Stavtrup. En stor tak til John!

 

Erindringerne er lavet via båndoptagelser af Anna Blichfeldt (tidligere lærer på Højvangskolen) i tidsrummet 5.10.1979- 30.3.1981. Anna Blichfeldt mødtes med Søren Peder 11 gange og kørte rundt i Stavtrup og besigtigede de steder, der refereres til i erindringerne.

 

Søren Loft blev født i 1898 og døde 25.4.1981.

 

Foto af Constantia har Stavtrupportalen fået lov at bruge af danskebilleder.dk.

_ _ _ _ _ _ _ _ 

 

 

Constantia 

Da Hammelbanen efter lange og trange forhandlinger endelig var en realitet i 1902, var der en tømrermester Jørgensen fra Århus, som købte det temmelig store område, som grunden består af. Denne tømrermester lod bygge alle tiders restaurant. Den bestod af alle de faciliteter, som man kunne forlange på den tid, og det håndværksmæssige og materialemæssige var første klasse. I parken var borde og bænke i massevis.

Midt i parken var anbragt en musiktribune af glas. Herfra var der musik hver søndag. En rigtig keglebane var der også, og langs denne inde i parken var taget bygget så langt ud, at der kunne laves små nicher, hvor hver familie kunne sidde i fred og nyde deres kaffe eller egen mad. Omkring bygningen var der åben veranda mod nord og øst. I dansesalen var der også en scene. Salen stod i forbindelse med et kæmpestort serveringslokale. Privat bolig var på 1. sal. Mod vest var bygget en stor udbygning med pumpe og en masse borde, hvor vask foregik. Kun en del af udbygningen blev brugt som retirade for begge køn. 

Langs med det vestlige skel lå et langt gammelt bindingsværkshus, og for nordenden af dette var en forlænget, lukket hestestald, samt et langt halvtag, der også benyttedes til heste. Der kom jo om sommeren en masse hestekøretøjer, derfor den megen staldplads. I den søndre ende af bindingsværkshuset var indrettet et rum til fremstilling af Carbid-gas. Denne gas leverede lys til hele komplekset. Der var også mange andre fornøjelser som kraftprøver og dødsdrom på cykel og m.m. Sågar en gammel kone, der solgte den smule slik, der fandtes dengang.

 

Ras Jensen var staldkarl på Constantia. Når alle gæsterne var taget hjem om aftenen, skulle han gerne lige en tur ned i køkkenet for at nyde nogle godnatdrammer. Det blev desværre sommetider lovlig mange, men så kom hans kone Caroline og hentede ham hjem. Når han kom hjem i seng, ville han have Caroline til at slå sig for panden. Hvis han fik lidt rigeligt at drikke, blev han nemlig ked af livet. 

 

Til Constantia hørte også et stort stykke jord nord for banen. Det blev brugt til at lejre de køretøjer på, som ikke kunne få plads andre steder. Man havde også tinglyst ret til søen, og fik oprettet en sejlads med hjuldamper til Brabrand. Det er den eneste hjuldamper, som har sejlet i Brabrand Sø. 

Den mand, som havde certifikatet, arbejdede i mange år på Brabrand savværk, men han er nu død og borte.

Hele Constantias opståen grunder sig på mange ting. Folk var begyndt med en anden form for udflugt. Før 1900 sejlede en masse mennesker til det gamle Fiskerhus i både. Denne form for udflugt var ved at forandre sig. Folk gad ikke mere sidde og rokke med årerne for at tilbringe en søndag på det gamle udflugtssted. Det gamle Fiskerhus lå dér, hvor Århus-Randers og Hammelbanen krydser Århus Å. 

Hammelbanens indvielse, sammen med en begyndende forandring af folks udflugtsvaner, blev jo til fordel for Constantia, for det var mange mennesker, der besøgte det nye forlystelsessted hele sommeren, dels med toget, dels med hestekøretøjer. De, der tog med toget, blev kørt ind på sidesporet. 3-4 wagoner, alt efter hvor mange, der var med. De kørende havde en flot kusk på bukken, og mange af dem havde madkurv og øl med. 

Bispevej fra Tamstrup til stationen eksisterede ikke. Det varede også ca. syv år, inden vi fik posthus på Stavtrup Station, indtil da fik vi post fra Hasselager Station. Posten hed Olsen, og han foretog hele turen til fods. 

Constantia solgte Jørgensen til restauratør Ingerslev, som drev den i ca. 20 år, men efter 1. Verdenskrig begyndte det at gå tilbage. Han solgte lige efter krigen og købte et hotel i Skanderborg. En broder til ham ejede i nogle år gården Søholm.

Fra første færd viste ideen med sejladsen på søen sig at være en dårlig investering. Der gik kun to år, så holdt trafikken på søen op. Hvor skibet er havnet er ukendt. 

At fortælle om alle de mennesker, som i tiden til 1972 har ejet Constantia, er en umulighed. Jeg vil gætte på 10-25 stykker. Ingen kunne rigtig få det til at gå – stadig gik det ned ad bakke, og til sidst blev det nødvendigt at nedlægge forretningen og ophøre med spiritusbevillingen. Fra ca. 1972 har bygningerne været beboet som kollektiv. 

 

Fiskerhuset i Stavtrup

Før fiskerhuset blev bygget, tilhørte en del af skoven og et stort område af engene gårdejer Niels Jespersen. Gården lå, hvor der indtil for kort tid siden var en Shell tankstation, som på grund af tidernes ugunst måtte lukke ca. 1980. 

På det tidspunkt, omkring 1900, havde Århus kommune fået lov til at bore vand i engene ved den gamle søvej. 

Den boremetode, man anvendte, var ikke så teknisk udviklet som nu. Alle de boringer, der blev udført, var baseret på, at vandet uden pumpekraft skulle ledes ind til byen i en stor cementrørledning. Denne ledning blev støbt på pladsen, efterhånden som arbejdet skred frem. 

Til at udføre dette arbejde var der tre mænd fra Ormslev. De tre mænd var Laurs Andersen, Søren Hansen + en boremester, som var svensker. Hans navn er glemt. 

Da omtalte ledning skulle støbes på pladsen, blev der altid cement til overs, når dagen var til ende. Denne cement fik Niels Jespersen lov til at bruge til opførelsen af det såkaldte fiskerhus. Altså, huset blev opført af cementrester fra nedlægningen af omtalte ledning. Niels Jespersen havde nemlig fået den idé at etablere en hønse- og kaninfarm, og på den måde fik han jo huset op at stå. Til kaninerne lavede han masse bure af træ. Det var dog efterhånden en træls måde at drive den forretning på, da der skulle en mand ned både morgen og aften for at fodre alle dyrene. Og det foregik til fods. Så besluttede han at leje huset og det hele ud. Det gik indtil 1907, da brændte det hele undtagen cementmurene. De tilliggende jorder blev nu solgt til Århus kommune og til en lokal gårdejer (Percgaarden).

Som følge af det sammenhold, som dengang fandtes, blev en fattig fisker (Fisker Martin) ved venners og bekendtes hjælp i stand til at overtage og istandsætte brandtomten. Det må have været omkring 1910. Jeg husker min far lavede al tømrerarbejdet. 

Efter at Fisker Martin var flyttet ind, begyndte han igen at fiske, og sammen med den smule jord, der hørte til, plus hans fiskeri, begyndte det så småt at gå bedre for dem. Senere kom krigen 1914-18. Den blev til fordel for Fisker Martin, for alt, hvad han kunne fiske af spisefisk og skidtfisk, gik med bane til Tyskland til store penge. Efter krigen fortsatte de med at sælge fisk, og hvad de ellers kunne frembringe af den smule jord på torvet i Århus. Først med robåd ad åen – senere fik de en lille hest til at transportere varerne ad vejen til Århus. Her havde de en del gode år, indtil de blev så gamle, at de kunne få pension. Inden deres død havde Århus kommune købt hele ejendommen.

Købet af ejendommen skete samtidig med, at Århus kommune fik begyndt på den sti, vi i dag kalder Brabrandstien, og som skar Fisker Martins ejendom i to dele. Alt dette skete ca. 1952.

Anlæggelsen af Brabrandstien, der har berørt alle os, som var nabo til søen, varede over 25 år, før den blev færdig helt ind til Skovgaardsgade over åen ved Ceres. Godt, at daværende borgmester Unmarck Larsen ikke skulle opleve dette smøleri med den sti, han satte så meget ind på at få gennemført. 

 

Søholm

Som sidste led i min beretning havner jeg på gården Søholm. Før 1900 var gården som alle andre bygget af bindingsværk og stråtag. Den mand, som før 1900 ejede gården, hed efter min fars omtale Rasmus Sørensen. De var på en eller anden måde i familie med Fisker Martin. Ved århundredskiftet solgte de gården og flyttede til Brabrand engmark. Efter den tid blev den handlet mange gange. En overgang ejedes den af en broder til værten på Constantia (Ingerslev). Det går for vidt at omtale alle dem, der gennem årene har været ejere. Den sidste og nuværende ejer er Århus kommune. Det meste af jorden er udlagt til kolonihaver, og der er kun få tdr. land tilbage. Alle bygninger står i øjeblikket øde og tomme. Inden længe vil også denne ejendom være en saga blot. 

Med disse ord vil jeg slutte min beretning om Stavtrup gennem 100 år.

 

Søren Loft