Den Grønne Kile: Kære Stavtrup
Publiceret: 04.10.2020
Den Grønne Kile, Stavtrup.
Kære Borgere i Stavtrup.
Vi har fra flere kommunikationskanaler været plaget af en del misforståelser omkring vores forening, og vi vil derfor kort og godt forsøge at komme disse fake-news til livs.
Vi ville egentlig gerne have haft indlægget her bragt i Riposten, da flere misforståelser er blevet kommunikeret her, men det har desværre ikke været muligt.
- DGK er IKKE imod en ny hal i Stavtrup. Foreningen har brugt ressourcer på at få tegnet et forslag til en mere optimal placering, som lader sig gøre i det eksisterende idrætsanlæg UDEN at påvirke den eksisterende banekapacitet.
- DGK støtter IKKE en placering på Bispemarken. Foreningen er meget optaget af at bevare det særlige miljø i og omkring Stationsbyen, bevare den grønne kile ned gennem byen til Brabrandsøen samt at bibeholde det meget rige dyreliv, der er i området.
- DGK har IKKE kun medlemmer fra Stationsbyen - vi har medlemmer fra hele Stavtrup i alle aldersgrupper
- DKG ønsker IKKE at bremse udviklingen af Stavtrup by. Vi mener at bevaring af rolige boligområder og grønne områder i byen er lige så vigtige som yderligere idrætskapacitet.
- DGK arbejder for en bypark på Bispemarken med uorganiseret idræt blandet med vild natur. Det vil komme både Stavtrups nuværende og kommende generationer til gode, og det passer ind i de eksisterende omgivelser.
Vi oplever, at der er mange borgere, som er enige og interesserede i vores arbejde, men som ikke ønsker at være en del af foreningen, pga. den hårde tone mod Den Grønne Kile og de mange misforståelser som hersker. Vi vil derfor appellere til, at der kommunikeres i en ordentlig og sandfærdig tone, så der gives plads til at diskutere placering og vision for dette kæmpe byggeri.
Besøg gerne vores hjemmeside: www.dengronnekilestavtrup.dk
De grønneste hilsner
Bestyrelsen DGK
Den Grønne Kile, Stavtrup